Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT |

AmbulancesydTil Region SyddanmarkTil forsiden

Beredskaber

Vores hovedopgave er at levere præhospitale beredskaber, som står klar til at reagere hensigtsmæssigt alt afhængig af situationen. Målet er at stabilisere patienten så tidligt som muligt og sikre en informativ overlevering til sygehusene. Nedenfor kan du læse mere om de forskellige beredskabstyper.

Når beredskaberne kaldes ud, kan der være tale om situationer, der kræver en hurtig og effektiv indsats med akutbehandling på stedet og/eller i ambulancen, før eventuel ankomst på hospitalet – eller om mindre akutte tilfælde, såsom liggende sygetransport.

De 5 forskellige beredskabstyper

Ambulance

Ambulancerne er bemandet med to højt kvalificerede reddere, specialuddannet til at varetage akutte situationer. Ambulancerne er særligt indrettet til at kunne transportere patienter fra skadested til videre behandling på et hospital. Ved et nødkald sender alarmcentralen nærmeste ledige køretøj.

Specialambulance

En specialambulance er enten en XL-ambulance, eller en Babyambulance. Uanset arten, er den bemandet på samme måde som en almindelig ambulance.

Akutbil

Akutbilen er en enkeltmandsbetjent støtteenhed, bemandet af en paramediciner, der er beregnet til at rykke ud og starte behandling af patienten på stedet. Akutbilen er således ikke indrettet til at kunne transportere patienter.

Akutlægebil

Akutlægebilen yder avanceret lægelig støtte til ambulancetjenesten. Den bemandes af én af Regionens speciallæger, som supporteres af en lægeassistent (en ambulancebehandler eller paramediciner). Beredskabet tilkaldes for eksempel ved akutte, livstruende tilstande som f.eks. hjertestop, akutte hjertesygdomme, svære og livstruende tilskadekomster, såsom trafikulykker. Lægen vil medbringe medicin og andet særligt udstyr, der er beregnet til opstart af relativt avanceret behandling. Akutlægebilen er, ligesom akutbilen, ikke indrettet til at transportere patienter, men skal udelukkende kunne yde behandlingsstøtte. I nogle tilfælde vil lægen følge med patienten i den almindelige ambulance frem til sygehuset og dermed fortsætte den mere avancerede behandling under selve transporten.

Liggende sygetransport

I Ambulance Syd varetager vi liggende patient transport, som oftest bestilles af en læge/behandler. Denne form for transport benyttes typisk når en patient skal fra et hospital/en institution til et andet. Der er tale om patienter, som ikke kræver behandling undervejs (dog kan der gives ilt), men som skal transporteres liggende. Såfremt en læge vurderer, at der kan opstå behov for behandling undervejs, rekvireres en ambulance. Vognen er bemandet med to førstehjælpskyndige sygetransportreddere, som er uddannet i befordring af bevægelseshæmmede.

Se kort, der viser hvilke beredskabstyper vi har, og hvor i regionen de befinder sig.

Antal beredskabstyper
  Stationer Ambulancer Akutbiler Lægebiler Sygetransport Totalt
Sydvestjylland 14* 15 2 (3) 1 2 20 (21)
Sønderjylland 10 16 1 2 3 22
Fyn 15 25 1 2 6 34
I alt 39 56 4 (5) 5 11 76 (77)

 


Siden er sidst opdateret 16-9-2020
Koncern Kommunikation



Tilgængelighedserklæring