Sådan bliver du Ambulancebehandlerelev
Vi søger elever én gang om året - Næste rekrutteringsproces starter i august 2025.
Går du med en drøm om at gøre en forskel, og blive en del af den akutte Præhospitale indsats, så kan du søge en stilling som ambulancebehandlerelev hos os.
Ansøgning og optagelse
- Vi søger ambulancebehandlerelever én gang om året. Næste gang, du har mulighed for at søge, er til august 2025 med opstart på uddannelsen i 2026.
Du kan læse mere om de krav, rekrutteringsforløb og test her på siden.
Kort om uddannelsen
Som ambulancebehandler rykker du ud til tilskadekomne eller syge mennesker. På uddannelsen lærer du at vurdere en patients tilstand, yde en kvalificeret behandling af syge og tilskadekomne, og give behandling på ulykkesstedet og i ambulancen på vej til hospitalet. Du lærer også at føre ambulancen sikkert og hurtigt gennem trafikken både med og uden udrykning.
Du får viden om anatomi, fysiologi og sygdomme. Du lærer at bruge ambulancens udstyr og andre instrumenter til redning eller behandling. Derudover lærer du at møde patienter og pårørende på en respektfuld måde. Du bliver god til at tænke hurtigt og holde hovedet koldt i akutte situationer; også når tingene skal gå stærkt.
- For at blive optaget på grundforløbet skal du have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve.
- For at blive optaget på hovedforløbet skal du have bestået grundforløbet og have opnået en praktikplads.
- De to godkendte erhvervsskoler, Rybners, Esbjerg eller U/NORD, Hillerød kan kontaktes for nærmere information omkring optagelse på grundforløbet. Det er IKKE en forudsætning, at du har taget grundforløbet før du søger hos Ambulance Syd.
Uddannelsen, på hovedforløbet, varer 3 år og 7 måneder, og der veksles mellem skoleophold og praktik. Du vil få undervisning i fag som køreteknik og udrykningskørsel, beredskabsfag, materielkendskab, farmakologi, sundheds- og sygdomslære og traumatologi. Du skal også have fag som psykologi og samfundslære. Du får desuden kørekort kategori C og chaufførkort.